Få bedre søvn med rolig yin yoga mod søvnproblemer

17-06-2025

Svævende ben – en rolig yogaøvelse, der kan hjælpe mod søvnproblemer

Kæmper du med søvnproblemer? Har du svært ved at finde ro, når du lægger dig til at sove? Tankerne kan hurtigt tage over, og kroppen kan føles urolig efter en lang dag. Heldigvis findes der en enkel yogaøvelse, som kan hjælpe dig med at finde ro i kroppen og dermed skabe bedre søvn.

Øvelsen kaldes Svævende ben og er blid, simpel og meget effektiv – også for dig, der er ny til yoga.

Sådan laver du svævende ben – trin for trin

  1. Find en yoga-pude, et sammenfoldet tæppe eller en yogablok, og placer den under din lænd, når du ligger på ryggen. Det skal føles behageligt og støtte lænden blidt.
  2. Løft langsomt benene op mod loftet. Du bestemmer selv, om benene er strakte, bukkede eller trukket let ind mod maven – det vigtigste er, at det føles rart. Du må gerne kunne mærke et stræk - det skal aldrig gøre ondt.
  3. Hvis du har brug for ekstra støtte, kan du lave øvelsen op ad en væg. Placer dine hofter tæt ved væggen, og lad benene hvile op ad væggen, så du ikke skal bruge kræfter på at holde dem oppe.
  4. Slap af i skuldrene, nakken og ansigtet. Træk vejret roligt og dybt.

  5. Bliv i stillingen i 3-10 minutter – eller så længe det føles godt.

Vigtigt:

Kom langsomt og blidt ud af stillingen. Træk forsigtigt benene ned, rul roligt om på siden, og brug god tid på at komme op at sidde. Hvis du rejser dig for hurtigt, kan du opleve svimmelhed.

Hvorfor virker svævende ben mod søvnproblemer?

Når du vender kroppen om, som i denne øvelse, øges blodgennemstrømningen til hovedet. Det stimulerer det parasympatiske nervesystem – den del af nervesystemet, der skaber ro, afslapning og restitution.
I modsætning til mere krævende omvendte stillinger som hovedstand, kræver svævende ben ingen anstrengelse, og netop det gør, at kroppen lettere kan give slip og finde ro.

Svævende ben kan være særligt gavnlig, hvis du døjer med søvnproblemer, eller hvis du ønsker at afslutte dagen med mere ro og nærvær. Regelmæssig praksis kan hjælpe dig til bedre søvn og en mere afslappet krop.

Bonus: Hjælper også mod tunge ben og væskeophobning

Jeg brugte ofte denne øvelse under min graviditet, da den også har en positiv effekt mod væske i benene. Hvis du vil forstærke effekten, kan du lave små venepumpe-øvelser, hvor du blidt vipper fødderne op og ned, mens du ligger i stillingen.

Skab ro og bedre søvn med yoga

Yoga handler om at finde balance og ro – både i kroppen og sindet. Hvis du vil arbejde mere med ro, restitution og bedre søvn, er svævende ben en fantastisk øvelse at tage med i din hverdag.

Jeg underviser i rolig yin yoga i Randers, hvor vi netop arbejder med at skabe dyb ro og nærvær i kroppen – perfekt til dig, der døjer med søvnproblemer eller bare ønsker mere balance og ro i en travl hverdag.

Du kan læse mere om mine yoga hold her eller kontakt mig for at høre mere. 

Du kan også læse dette indlæg om vejrtrækning som redskab til at finde ro