Sådan rengør og plejer du din yogamåtte

Yoga udendørs om sommeren er noget af det skønneste. På græsset i haven, på stranden eller altanen – solen i ansigtet og fødderne i jorden. Men al den udendørs yoga betyder også, at din yogamåtte bliver udsat for mere snavs, fugt og sved end normalt.
Måske tænker du ikke over det hver gang, men selv indendørs yoga efterlader både sved og bakterier på måtten – og derfor er det en god idé at gøre det til en fast vane at rengøre din yogamåtte jævnligt.
Det er ikke kun godt for hygiejnen, men også for holdbarheden – og vigtigst af alt: For din oplevelse. For hvem gider ligge på en beskidt yogamåtte?
Hvorfor bør du rengøre din yogamåtte?
- Du fjerner bakterier, sved og snavs
- Du forlænger dit udstyrs levetid
- Du undgår dårlig lugt
- Det giver dig en mere behagelig og ren yogaoplevelse
Rengøring af yogamåtte – min nemme og naturlige opskrift

OBS: Yogamåtter er lavet af forskellige materialer – nogle af naturgummi, andre af PVC eller TPE. Mit tip her er til rengøring af yogamåtte i PVC, som er den type jeg selv bruger. Er du i tvivl, så tjek med producenten eller forhandleren.
Du skal bruge:
- Vand
- En smule mild opvaskemiddel
- En smule hvid lagereddike
- (Valgfrit) Æterisk olie som lavendel eller pebermynte
- En sprayflaske
- En blød, opvredet klud
Sådan gør du:

- Bland vand, en smule opvaskemiddel og eddike i sprayflasken. Tilføj evt. et par dråber æterisk olie for en rolig, ren duf
- Spray blandingen over din yogamåtte
- Tør den af med en opvredet klud
- Lad måtten tørre helt fladt, væk fra direkte sollys (solen kan udtørre og misfarve materialet)
Opbevar altid din yogamåtte sammenrullet for at forlænge dens levetid.
Gør rengøring af din yogamåtte til en vane
Din yogamåtte er det vigtigste stykke udstyr i din yogapraksis.
Rengøring af din yogamåtte er derfor ikke kun praktisk - det er også en form for selvomsorg. Din yogapraskis er et frirum - og dit udstyr er en del af det frirum. Så pas på det.
