Kom godt i gang med yin yoga derhjemme - en guide til udstyr
Drømmer du om at finde lidt mere ro i hverdagen? Måske har du overvejet at begynde på yin yoga hjemme – i dit eget tempo, i dine egne omgivelser. Det kan faktisk være både enkelt og nænsomt at komme i gang. Du behøver ikke det helt store setup, bare lidt udstyr, et stuegulv og en stille stund.
Der findes masser guides til yin yoga på både YouTube og i forskellige apps. Prøv dig frem og find den stemme og stil, der taler til dig. Og husk: Yin yoga handler ikke om at præstere, men om at give slip – og støtte kroppen i det.
Når du så har fundet den stemme og stil, der passer til dig, er næste spørgsmål: Hvilket udstyr skal jeg bruge?
For der er meget forskelligt udstyr, du kan bruge dine penge på, men hvad er nødvendigt (need to have) og hvad er nice to have?
1. Yogamåtte
En yogamåtte er need to have - uanset om det er yin yoga eller enhver anden form for yoga. I yogaformer som hatha og vinyasa
er det vigtigt at din måtte er skridsikker. Dette er dog ikke tilfældet i yin yoga: I yin yoga ligger og sidder vi meget, så det kan være en fordel med en tykkere måtte – gerne i uld eller med lidt ekstra polstring. En helt almindelig yogamåtte fungerer dog også rigtig fint til yin yoga.
Du kan altid lægge et tæppe eller en dyne ovenpå, hvis du ønsker lidt mere blødhed og varme.
2. Tæppe - til støtte og varme
Et tæppe er noget nær uundværligt i yin yoga. Det er også i kategorien need to have til din hjemme yoga praksis. Du kan bruge det som underlag, folde det under dine knæ, eller rulle det sammen og bruge det som støtte i siddende stillinger.
I hvilepositionen shavasana er tæppet særligt dejligt – det giver en let tyngde, som kan øge din kropsbevidsthed og ro. Når du ligger stille i en stilling som shavasana i længere tid falder din kropstemperatur let, så et tæppe til at holde dig varm er nødvendigt.
Brug gerne et tæppe, du allerede har derhjemme – det behøver ikke være fancy.
3. Yogablokke - for ekstra støtte
De følgende ting (herunder yogablokke) er efter min mening i kategorien nice to have.
Med det sagt, er jeg selv rigtig glad for et sæt yogablokke: de kan give dig støtte og aflastning i mange stillinger. De kan hjælpe dig med at nå gulvet, aflaste hænderne eller understøtte ben og hofter.
Desuden nyder jeg at bruge en yogablok til at lave akupressur langs kraniekanten: det løsner op for spændinger i hovedet, f.eks. spændingshovedpiner. Som med alt andet: gå forsigtigt frem, hvis du vil forsøge dig med akupressur.
Mine blokke er lavet af kork, men du kan finde dem i mange forskellige materialer. Vælg det, der føles bedst i dine hænder og under din krop.
4. Yogapølle - en kærlig støtte

En yogapølle (eller bolster) er et fantastisk redskab i yin yoga. Den hjælper dig med at give slip og finde ro i stillinger som barnets stilling, svævende ben, sadlen, hjorten og mange flere.
Det er ikke et must, men når du først har prøvet det, vil du sandsynligvis ikke undvære det.
Har du ikke en yogapølle kan en hovedpude eller en sammenrullet dyne i mange tilfælde støtte op på samme måde.
5. Øjenpude - en lille detalje med stor effekt
En øjenpude kan gøre en stor forskel i din afslapning og afspænding. Den lukker lyset ude, giver en rolig tyngde over øjnene – og hvis du tilføjer lavendel, får du ovenikøbet den beroligende effekt fra lavendel med.
Du kan selvfølgelig købe den i diverse butikker med yogaudstyr - både med og uden lavendel.
Hvis du kan sy kan du også let lave din egen.
Du skal blot:
- Klip to regtangler i en rest stof
- Sy de to regtangler sammen, men lad et lille hul tilbage til at komme fyld i
- Fyld med riskorn eller linser, og evt. en smule tørret lavendel
- Sy hullet sammen
Brug den under shavasana, til liggende meditationer eller når du skal sove.
Hvad kan du undvære?
Sandheden er: Du kan faktisk komme i gang med yin yoga med bare en yogamåtte og et tæppe. Alt andet er nice to have, ikke need to have. Start der hvor du er – og byg stille og roligt på, hvis du mærker lysten.
Yin yoga er for alle – og der er ikke én rigtig måde at gøre det på. Vigtigst af alt: Lyt til din krop. Gå langsomt frem. Du må gerne mærke et stræk, men det skal aldrig gøre ondt.
Har du lyst til at prøve yin yoga i et trygt og kærligt fællesskab?
Hvis du er i Randers eller Østjylland, er du altid velkommen til at være med på et af mine yin yoga-hold. Vi arbejder med at finde ro, balancere nervesystemet og skabe mere nærvær – ét åndedrag ad gangen
Læs mere om aktuelle hold her
